Henrik Ibsens skrifter

For ​Deres venlige telegram og brev beder jeg Dem herved modtage min bedste tak. Da imidlertid de deri omhandlede anliggender dels allerede er bragte i orden, dels endnu ikke tiltrænger nogen afgørelse, så er det ikke derom jeg idag skriver til Dem.

Hensigten med disse linjer er derimod at henlede opmærksomheden på ​den sørgelige åndstilstand, hvori professor Hoffory for tiden befinder sig.

Han kom hertil fra Weimar for omtrent 14 dage siden og tog ind i

Faksimile

​hôtel Roth, hvor han fremdeles opholder sig. Allerede straks efter ankomsten forekom det mig som om hans tænke- og fremstillingsevne var svækket. Han havde vanskelighed ved at finde de ord, han søgte og især voldte det ham møje at huske navnene på forskellige personer, selv på sådanne, som stod ham nær.

Dag for dag har nu denne hans tilstand forværret sig. Dr: Brahm så ham og talte med ham for nogle dage siden og vil kunne berette derom. Jeg kan kun tilføje at efter Brahms afrejse er det fremdeles gået nedad med Hoffory. Igår forsøgte jeg indtrængende at overtale ham til uopholdelig at vende tilbage til Berlin. Det var imidlertid desværre forgæves. Han fremkom med et tåbeligt påskud om en kærlighedshistorie, som holdt ham tilbage her og som han nødvendigvis

Faksimile

måtte have en afgørelse på forinden han kunde afrejse. Jeg tror imidlertid at hans viljekraft er i den grad nedbrudt at han ikke kan beslutte sig til at pakke sin kuffert, ikke til at forlange sin hotelregning, ikke til at begive sig til jernbanestationen. Derhos ansér jeg ham aldeles ude af stand til at tage vare på sine penge. Både i forgårs og igår aftes var jeg i Café Maximilian vidne til at han gentagne gange vilde betale sin fortæring efter at sådant allerede var skét.

At han under disse omstændigheder må bort herfra, forekommer mig utvilsomt. Men hvorledes dette skal iværksættes, véd jeg ikke. Min bøn til Dem er at De vil tale derom med Erich Schmidt, der jo bor så nogenlunde i Deres nærhed og for hvem Hoffory nærer særlig stor respekt. Måské en

Faksimile

alvorlig opfordring fra ham kunde bevæge H. til at vende tilbage og give sig under behandling af de læger, der kender hans sygdomshistorie. Thi dette er trængende nødvendigt. Her har han ingen at søge råd hos, eller vil det i al fald ikke. Og derfor går han nu og forfalder mere og mere dag for dag.

Deres beredvillighed til at stille tid og arbejde til rådighed når det gælder en venskabstjeneste, kender jeg jo af egen erfaring. Derfor henvender jeg mig i denne sørgelige sag til Dem. Det er et menneskes liv eller fremtid, som her står på spil.

Med vore venskabeligste hilsener til Dem og ​ Deres ærede frue tegner jeg mig